Om haven

Da vi købte vores hus i 1993, havde det stået tomt i fire år. Haven var fuldstændig tilgroet med knæhøjt græs, frøsåede birketræer og piletræer overalt. Der var utallige bunker af byggeaffald og haveaffald over det meste af grunden. 

Selv for en entusiastisk havenørd som jeg, virkede det som et uoverstigeligt projekt at gå igang med at få en have ud af dette. I løbet af sommeren blev jeg imidlertid grebet af en ustyrlig trang til at få sat skik på det hele og jeg gik igang med ukuelig mod, lånte haveredskaber. Jeg husker endnu den aften hvor jeg i mørke, kun i skæret fra vejbelysningen, gik rundt med en køkkensaks og "slog græs". Jeg måtte efter nogle timer erkende at det nok var på tide at få fat på en plæneklipper, hvis det virkelig skulle blive til noget.Da græsset var slået og det næsten lignede en rigtig have, var der ingen grænser for muligheder og drømme for haven. I løbet af de følgende år blev havebøger læst, affald fjernet, planer lagt og projekter ført ud i livet.
Garden rooms, Haveinspiration haveplaner haveideer

Garden rooms, Haveinspiration haveplaner haveideer



Jeg har aldrig haft en overordnet plan med haven. Den har mere udviklet sig som knopskydning - den ene ide tog den anden. Jeg har været igennem mange forskellige stilarter; den japanske have, den engelske, den vilde og den formelle have.

Som mange har sagt før mig, så bliver man aldrig færdig med sin have. Det kom tydeligt til udtryk da jeg her i januar 2014 endnu engang måtte erkende, at projekterne var utallige og jeg måtte hellere komme igang med at færdiggøre dem. En flisegang skulle laves, en terrasse måtte anlægges og en pergola måtte absolut bygges. Hvis ikke det sker hurtigt, ved jeg af bitter erfaring, at projekterne vil hjemsøge mig, så snart jeg lægger mit hoved på puden om aftenen. Hver nat vil jeg blive tvunget til at gennemføre projekterne igen og igen. Eneste måde at stoppe dette, er at udføre drømmene i virkeligheden.

Da jeg nu efter 21 år har flere projekter end nogensinde, synes jeg at det er på tide at dele mine tanker og drømme med andre haveinteresserede. Jeg håber du kan finde glæde og inspiration til dine egne havedrømme.



Jeg har desværre ingen billeder af dengang, men kun billeder fra havens nuværende udseende.

Kommentarer

  1. Hvilket inspirerende, smukt, hyggeligt, troværdigt og tillidsvækkende indtryk denne blog giver en som mig, der ingen som helst forstand har på haver ud over, at jeg kan se og nyde, når de er smukke :-)

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag