Kæmpejernurt - sensommerens bedfylder med wowfaktor

Kæmpejernurt eller Verbena bonariensis, som den hedder på latin, er uden tvivl én af mine favoritplanter. De smukke fjerlette lilla blomsterskærme tiltrækker et væld af bier og sommerfugle. Blomstringen står på fra august og helt ind i efteråret. Den blomstrer på et tidspunkt hvor mange andre stauder er færdige. Blomsterne på Kæmpejernurten er derfor et kærkomment syn, når de dukker op og afløser de afblomstrede stauder.


Planten overlever desværre ikke vinteren, men den smider en del frø, som bliver til nye planter året efter. Jeg indsamler de små spirer om foråret og sætter dem i potter med god næringsrig jord. Når de er i god vækst, nipper jeg topskuddene af, for så forgrener planten sig og bliver kraftigere - og der kommer flere blomster. Når de har fået en god størrelse, sætter jeg planterne ud i bedet hvor de skal stå. Gratis planter til resten af sommeren.







Kommentarer

Populære opslag