Check citrustræerne

Nu er det tid til at kigge citrustræerne efter i sømmene. Lige nu står de med fine blomster. Kigger man nærmere på billedet herunder, ser man straks, at der er en fedtet substans på bladene. Alle alarmklokker bør nu ringe. For der er helt sikkert skjoldlus på spil - og de skal fjernes med det samme.

Gennemgå straks hele planten fra top til bund - alle grene, forside og bagside på alle blade. Finder man disse brune lus, som ikke er mere end 1-2 mm., skures de bort med en våd svamp. Man kan også kvase dem med en tændstik. Vær opmærksom på, at de også kan sidde fastklistret på grenene. Man kan bruge spray, insektsæbe, eller nogle pinde man stikker i jorden for at dræbe dyrene. Men så kan citronerne desværre ikke spises. Jeg har prøvet det hele og synes at afskrubningen virker bedst.


Lige nu står der mange citrustræer og lokker i forretningerne. Check også dem for skjoldlus inden du køber. Og husk, at citrustræer ikke må komme ud førend der er minimum 6 grader udenfor - også om natten. Når de endelig kommer ud, skal du huske at gøde dem med flydende citrusgødning. Så kvitterer de med dejlige plukkemodne citroner hele sommeren.



Kommentarer

Populære opslag